OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Beskatning i tilfælde af hjemmearbejde

Baggrund

I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fra 1996 beskattes arbejdsindkomst som hovedregel i det land, hvor arbejdet bliver udført. Der gælder dog et par få undtagelser for bestemte persongrupper. Tiltagene i forbindelse med coronapandemien har både på dansk og tysk side ført til øget brug af hjemmearbejde. Det er i denne sammenhæng uden betydning, om hjemmearbejdet er bestemt fra myndighedernes side eller bliver gennemført på baggrund af arbejdsgiverens disposition. Hvis grænsependlere har været eller er berørt heraf, gælder dobbeltbeskatningsoverenskomstens almindelige regler i forhold til beskatning. 
For mange arbejdstagere og deres arbejdsgivere medfører dette nye administrative krav, som beskrives i det følgende.
For arbejdstagere, som altid har arbejdet i begge lande, sker der ingen praktiske ændringer.

Antallet af arbejdsdage er afgørende

Om og hvilken andel af lønnen der kan beskattes i et andet land, afhænger af andelen af det arbejde, der er udført i det pågældende land. Her er den fysiske udførelse afgørende og skal opgøres individuelt.
Da alle tallene ofte først kan opgøres ved årets udgang, og arbejdet hjemmefra udvikler sig dynamisk, bør man notere, hvordan arbejdsdagene er fordelt.

Opgørelse af arbejdsdage ifølge de tyske skattemyndigheder:

Antallet af faktiske arbejdsdage udgør grundlaget for beregningen af den skattefri arbejdsløn. Syge- eller feriedage medregnes ikke. Syge- og feriedage tages således ud af beregningen på forhånd, og de øvrige dage, hvor der reelt er udøvet beskæftigelse, fordeles på udland/indland. (Jf. skrivelse fra BMF af 3.5.2018, pkt. 196 – 205). 

Opgørelse af arbejdsdage ifølge Skattestyrelsen:

Skattestyrelsen oplyser, at opgørelsen af arbejdsdagene følger de grundlæggende principper for 183-dages-reglen. Det svarer til den tyske opgørelsesmetode.

Generelt om proceduren

Grænsependlere med ansættelse i Danmark og tysk bopæl

Ud over at notere arbejdsdagene i Tyskland, anbefales det at foretage den skattemæssige opdeling af indkomsten sammen med arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren er forpligtet til at indberette den andel, som ikke er skattepligtig i Danmark, til Skattestyrelsen via de respektive systemer. I eIndkomst indberetter arbejdsgiveren am-bidragspligtig A-indkomst i felt 13 og am-bidragsfri A-indkomst i felt 14. Skattestyrelsen sender en kontrolmeddelelse om indkomsten til de tyske skattemyndigheder.
På dette grundlag udarbejder arbejdstageren – helt som vedkommende ellers også plejer at gøre – et oplysningsskema og modtager en skatteopgørelse, som så indgår i den tyske selvangivelse i Tyskland. Indkomst, der skal beskattes i Tyskland, bliver så beskattet i Tyskland i overensstemmelse med tysk lovgivning. De fleste arbejdstagere vil typisk kunne forvente at få den danske skat, der er betalt for meget, tilbagebetalt, og at skulle efterbetale skat i Tyskland, som endnu ikke er blevet betalt. Såfremt arbejdet i bopælslandet alene skyldes tiltag som følge af pandemien, og der således ikke er tale om en tilbagevendende udøvelse af arbejdet i bopælslandet, kan det ikke forventes, at der vil skulle indbetales forskudsskat til de tyske myndigheder.

Grænsependlere med ansættelse i Tyskland og dansk bopæl

Ud over at notere arbejdsdagene i Danmark, anbefales det at foretage den skattemæssige opdeling af indkomsten sammen med arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren er forpligtet til at indberette den andel, som ikke er skattepligtig i Tyskland, til skattemyndighederne via de respektive systemer.
På dette grundlag udarbejder arbejdstageren – helt som vedkommende ellers også plejer at gøre – en selvangivelse og modtager en skatteopgørelse, som så indgår i det danske oplysningsskema i Danmark. Indkomst, der skal beskattes i Danmark, bliver så beskattet i Danmark i overensstemmelse med dansk lovgivning.
De fleste arbejdstagere vil typisk kunne forvente at få den tyske skat, der er betalt for meget, tilbagebetalt, og at skulle efterbetale skat i Danmark, som endnu ikke er blevet betalt. Såfremt arbejdet i bopælslandet alene skyldes tiltag som følge af pandemien, og der således ikke er tale om en tilbagevendende udøvelse af arbejdet i bopælslandet, kan det ikke forventes, at der vil skulle indbetales forskudsskat til Skattestyrelsen.
 
 
 
 
 
 
 
Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | infocenter@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart
powered by webEdition CMS